Jeg købte for ca. 8 år siden en vallak, der egentlig var dømt til slagtning. Han lignede for det første mere en vandrende pind end en hest. Den eneste forskel var sådan set farven! Han faldt på marken, når han skulle dreje, kunne ikke bakke, kunne ikke løbe og værst af alt når man er føl – kunne ikke lege.
Jeg fik besøg af Winnie Stubkjær stod med lukkede øjne og bevægede munden, men der kom ingen ord… ikke nogen, vi kunne høre i hvert fald, men det skulle jeg hilse og sige at hesten kunne! Han begyndte at dreje ørerne hen imod hende, så hovedet og så til sidst hele kroppen, så han stod med front mod Winnie. Derefter gik han direkte hen til hende og stak mulen tæt op ad hendes arm, og så stod han der og “møffede” til hende.